IR er kraftfuld, men ikke en mirakelkur. Begrænsningerne bestemmer, hvordan man bruger IR-sensorer — Og hvordan man forsvarer sig mod det:
- Ingen oplysninger. En passiv IR-sensor måler kun retning (azimut / elevation). Afstand kræver en laserrangefinder, triangulering eller kinematisk rangering. For en brandkontrolløsning er IR alene ikke nok (Mål erhvervelse og sporing gennem IR).
- Vejrafhængighed. Regn, tåge, skyer, sne og høj luftfugtighed absorberer og spreder IR kraftigt. Rækkevidden kan falde fra ti kilometer (tør, kold luft) til hundredvis af meter (tæt tåge). Radar har mindre problemer med det her.
- Atmosfærisk dæmpning og termisk kontrast. Også udenfor nedbør: støv, røg og varme flimmer (scintillation) forringe billedet. Og et mål med samme temperatur som sin baggrund (termisk crossover, især omkring solopgang / sæt) næsten forsvinder.
- Modforanstaltninger er relativt enkle. Flager (hot sham mål), IR- jammers (DIRCM: moduleret laser, der blinds eller vildleder den søgende), udstødningskøling og afskærmning, IR- klemme maling og camouflage, og røggardiner med IR- aktive partikler.
- Sol- og miljøovervejelser. Solen, solen refleksion på skyer eller vand og varme baggrunde kan distrahere ældre Seekers og mættede sensorer.
- Køling kræves for topydelse. Følsomme MWIR detektorer skal være kryogenisk afkølet (~ 77 K); dette tager tid (køle-ned), energi og vedligeholdelse. Uafkølede LWIR sensorer er der, men mindre følsomme.
EW-relevans
Duel logik: fordi IR er passiv målet ikke kan høre det blive overvåget — IR-brugeren ved imidlertid ikke, om dens sensor har målet "fast" uden sit eget aktive trin (laserområde). IR- seeker ↔ flare / DIRCM konkurrence er en klassisk EW cyklus: bedre seeders (to- farve, billeddannelse) mod bedre modforanstaltninger.